På fodboldholdet Yifoza, som spiller i 2. division på Zanzibar, skal der være plads til både bold og bøn. For her er tro ingen hindring – tværtimod.

Af Tove Lind Iversen, redaktør

Angriberen sænker blikket – ikke mod bolden, men mod sine foldede hænder. „Fadervor. Du som er i Himlen…“ Herefter vendes håndfladerne mod himlen, mens muslimerne beder en kort bøn til Allah om at velsigne spillerne, fodboldkampen og Zanzibar.

Først da er spillerne klar til kamp. For der er mere på spil end sejren, når de unge kristne og muslimske mænd fra Yifoza går på banen.

1.halvleg

Se op! Kom nu! Tro på det!

Og så ligger den der – afleveringen. Perfekt lige til den vævre angribers højre fod, som sender bolden fladt hen over fodboldbanen og i mål. 1-0 til Yifoza, som spiller i Zanzibars 2. division.

Målscoreren, Joachim Anthon, gør det godt i dagens kamp, og han ligner en fast mand på holdet.

Men sådan har det ikke altid været.

„I min tidligere klub var jeg den eneste kristne på holdet, og det var meget svært – jeg blev mobbet og fik ikke de samme chancer, som de andre. Træneren sagde direkte, at jeg skulle konvertere til islam, hvis jeg fortsat ville på banen,“ fortæller 26-årige Joachim Anthon.

Og her kunne den unge katoliks fodboldkarriere nemt have stoppet. For det ville aldrig komme på tale for ham at forlade sin kirke: „Jeg er stærk i min tro,“ fastslår han.

På tropeøen Zanzibar – som er en del af Tanzania – udgør de kristne en meget lille minoritet blandt det muslimske flertal. Og der er ingen fodboldklubber specifikt for kristne. Men i 2012 – efter voldsomme uroligheder og angreb på kristne og moderate muslimer – var der nogen, som fik en idé. En idé som ikke blot gav de kristne et hold, hvor de kan få lov at være dem, de er. Men et hold, hvor man bevist samler kristne og muslimer, som spiller sammen i respekt for hinandens religion.

„Da jeg hørte om et blandet fodboldhold, hvor man ikke skal skjule sin tro –  men tværtimod kan være åben – syntes jeg, det lød som en rigtig god idé. Jeg er blevet super glad for at spille her. Vi har det rart sammen, og jeg har fået nye venner – både kristne og muslimer,“ siger angriberen.

Halvleg – på vand og bøn

På grønsværen er det halvleg i dagens kamp. Grønsvær er måske så meget sagt – det er nærmere spredte græstotter på en tør grusbane. Men selv om kridtning af fodboldbaner ikke er noget, man bruger her, er man ikke i tvivl om, at spillerne går efter sejren. Og mere end det. For også i pausen bliver der tid til en hurtig bøn – både en kristen og en muslimsk. Hver for sig, forstås. For der er ikke tale om religionsblanderi. Tværtimod.

„Vi står ved vores egen tro hver især. Men vi viser også respekt for de andre og deres tro ved at være stille under deres bøn og vende håndfladerne opad eller samle hænderne,“ fortæller Joachim Anthon.

Fodboldholdet er en del af det tværreligiøse ungdomsarbejde, som Tanzanias lutherske kirke står bag sammen med Danmission. Men Yifoza, som ungdomsarbejdet overordnet kaldes, har ikke blot et fodboldhold – man arrangerer også turneringer. Og altid med en særlig finte. Det kan være en turnering, hvor ungdomshold møder et politihold, et journalisthold og et hold fra en lokal gadebande. Så kan dagen veksle mellem fodboldkampe og undervisning i konflikthåndtering.

For netop fodbold er et godt eksempel på, at vi kan have indbyggede konflikter, som vi er nødt til at løse på en fredelig måde, hvis det hele skal fungere: Jeg vil score i den ene ende og du i den anden ende af banen. Så for at man kan spille, skal man følge fælles regler og acceptere sin modstander – der bliver ingen kamp, hvis man sparker alle modstanderne ned og kaster bolden ud af stadion.

Yifozas træner, Jacob Mkakingili, er aktiv både på banen og i den lutherske kirke. Og han er stolt af sit hold og af hele projektet.

„Ved at spille fodbold sammen viser vi, at kristne og muslimer kan være sammen og gøre noget sammen og få succes sammen – uden at skulle skjule vores tro. Det er vigtigt. For få år siden var der kirkeafbrændinger og andre uroligheder på Zanzibar. Så besluttede vi, at vi var nødt til at finde sammen for at skabe tolerance og fred. Uden relationer er der alt for let spil for de kræfter, som ønsker at splitte Zanzibars befolkning. Vi har forskellig religion – men vi er alle zanzibarere, vi er alle mennesker,“ fastslår han. Holdet er et synligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at stå sammen, selvom man har hver sin religion – synligt både over for medspillere, modstandere, tilskuere og medierne, som ind imellem fortæller historien.

Som den 13-årige tilskuer Junior Lesha siger i pausen: „Det er fedt, at der findes et blandet fodboldhold som Yifoza. Vi kan måske lære noget af de voksne. Jeg er også nødt til at finde ud af det med de muslimske drenge i skolen og i fritiden. Ellers har jeg jo ikke nogen at spille fodbold med.“

2. halvleg

2-0. Og så reducerer modstanderne til 2-1. Men kampen slutter ikke der – heller ikke resultatet.

3. halvleg

Da slutfløjtet lyder, samler træneren igen spillere i en kreds. To korte bønner, et par skulderklap og så ellers tak for kampen. Det er ikke noget, man dvæler ved, men bare en helt naturlig del af at spille for Yifoza.

Hvad beder I om?

„Vi beder om, at kampen må gå godt – og at vi måske vinder,“ fortæller træneren og smiler skævt. „Vi beder for de enkelte spillere, hvis vi ved, at nogen har problemer. Vi beder for holdet, og vi beder for fred i vores land. Holdets slogan er “Vi kæmper for fred i vores land”. For uden fred har vi ikke mulighed for at spille fodbold eller for ret meget andet.“

Og dagens kamp – hvordan endte den? Man fristes til at sige: En sejr til tolerancen, mangfoldigheden og religionsfriheden. Men Joachim Anthon og hans holdkammerater ville nok bare svare: 7-1 til Yifoza.