Elifasi fra Zanzibar og Kennet fra Skjern er en del af Danmissions Konfirmand Aktion. De to unge rejser rundt i Danmark for at fortælle konfirmander om, hvordan muslimer og kristne kan leve fredeligt sammen – og udfordre konfirmanderne på deres værdier. For er bøn og kirke egentlig vigtigere end mobiler og musik?
Af Malene Fenger-Grøndahl, Journalist
„Bøn er da ikke vigtigere end udseende. Helt ærligt, hvor mange af jer beder? Ingen af jer beder hver dag. Men I bruger tid på jeres udseende hver dag.“ En pige fra den fri grundskole Egebakkeskolen i Aarhus Vest står med hænderne i siden og kigger insisterende på fire af sine klassekammerater, der er grupperet omkring nogle sedler, der ligger på gulvet i sognegården ved Skjoldhøj Kirke. “Bøn”, “Udseende”, “Mad”, “Fred”, “Venner”, “Mobil”, “Musik”, “Kirke”, “Familie”, “Kærlighed” står der på nogle af sedlerne, som de kommende konfirmander er blevet bedt om at rangordne med de vigtigste øverst og de mindst vigtige nederst. Konfirmanderne har fået 10 minutter til at blive enige gruppevis om deres prioriteringer. Det er to af Danmissions unge Globale Fortællere – Kennet fra Skjern og Elifasi fra Zanzibar – der har sat eleverne i gang med øvelsen, og nu går de to rundt og lytter med, mens grupperne ivrigt diskuterer, hvordan sedlerne skal placeres.
En pige, som sidder i skrædderstilling på gulvet, protesterer lidt mod sin klassekammerats udsagn: „Så vigtigt er udseende da ikke for os.“ Den første pige gentager: „Men ingen af jer beder hver dag; det ved jeg bare,“ Et par af de andre gruppemedlemmer ser ud, som om de vil protestere, men siger ikke noget. Så bryder Kennet ind. „Kan du se på mig eller Elifasi, om vi beder? Eller hvordan vores tro er?“ spørger han. „Kan du se det på præsten?“ fortsætter han retorisk med et sideblik på sognepræst i Skjoldhøjkirken, Trine Tilma.
Kristne i mindretal
Det er præsten, der har bestilt Danmissions Konfirmand Aktion til at komme på besøg, og en times tid tidligere har hun budt Elifasi og Kennet velkommen og opfordret konfirmanderne til at suge til sig og stille masser af spørgsmål.
„Det er så spændende at få besøg fra et helt andet sted i verden,“ understregede hun, inden de to gik i gang med deres oplæg, som både indeholder fakta om Zanzibar og om de religiøse forhold på øerne ud for Afrikas Østkyst. „I Zanzibar er næsten alle muslimer. Der er 98 pct. Muslimer og kun 2 pct. kristne,“ fortæller Elifasi, og Kennet over-sætter til dansk. Kennet fortæller, at han selv er vokset op i Skjern og var på Zanzibar første gang i sommer, hvor han i løbet af en måned besøgte en masse af Danmissions projekter og også fik et indblik i Elifasis hverdag. Elifasi og Kennet hjælper hinanden med at fortælle for konfirmanderne.
De viser små videoer med kristne og muslimer, som lever side om side, men som også kan fortælle om gensidige fordomme og voldelige overfald på kristne ledere og deres muslimske venner. De fortæller om Danmissions projekter: Om syskolen Upendo, hvor kristne og muslimske kvinder får en uddannelse og samtidig knytter venskaber på tværs af religiøse skel. Om ZANZIC, det interreligiøse center, hvor kristne og muslimske ledere mødes og uddannes til at arbejde for fredelig sameksistens. Om det kristen-muslimske fodboldhold, som i fællesskab beder både en kristen og en muslimsk bøn sammen før og efter kampene.
Konfirmanderne er stille og lytter intenst. Der er ingen muslimer i deres klasse, men de kender selvfølgelig til debatterne om islam, integration og religiøse konflikter, som ofte præger medierne i Danmark.
Se op – på hinanden og på Gud
Så fortæller Elifasi sin egen historie. Om at være født i en landsby nær Arusha på fastlandet i Tanzania og vokse op i en kristen familie med otte børn. Om sin fars død, da han selv kun er 12 år, og de svære år, som følger, hvor børnene må hjælpe moren i marken, når de kommer hjem fra skole. Om at flytte til en større by og for første gang møde en muslim – blot for at opdage, at alle muslimer åbenbart ikke var så slemme, som han troede. „Så flyttede jeg til Zanzibar, og der kunne jeg mærke, at mange reagerede voldsomt, når de opdagede, at jeg var kristen,“ siger han og viser billeder af den kirke, han kommer i på Zanzibar, hvor der er lange gudstjenester med lovsang og bøn. „Jeg flyttede tilbage til fastlandet og arbejdede som guide for turister på Kilimanjaro. Men i 2016 flyttede jeg tilbage til Zanzibar og opdagede, at tingene havde ændret sig. Muslimer og kristne var begyndt at tale sammen og endda blive venner. Det har Danmission en stor del af æren for,“ siger Elifasi med et smil og viser et foto af sig selv og sin muslimske veninde, der sidder på jorden og spiller kalaha.
„I kan gøre ligesom mig. I kan se op og få øje på nogen, der er anderledes end jer selv, og begynde at lære hinan-den at kende. Og I kan se op og få øje på Gud, som gør smukke og gode ting i vores liv hver dag,“ siger han.
Størst af alt er kærlighed
Da Kennet og Elifasi beder eleverne fortælle, hvordan de har rangordnet værdikortene, viser det sig, at tre ud af fire grupper har “kærlighed” blandt de to øverste. I bunden ligger mobil og internet.
Så viser Kennet og Elifasi et billede af, hvordan konfirmander fra Zanzibar har rangordnet de samme værdier. Her ligger kærlighed på en førsteplads efterfulgt af bøn, og også kirke ligger i top-5.
„Kirke og bøn fylder jo også meget mere i deres hverdag, så det er nok ikke så underligt,“ kommenterer en pige, og en dreng supplerer: „Hvis vi skal være ærlige, skulle vi måske have lagt kirke nederst, for de fleste af os vil sikkert hellere have, at kirken forsvinder end vores mobil.“
Tanker om tro
Da undervisningen er slut, pakker Kennet og Elifasi deres udstyr sammen, mens de reflekterer over de sidste ugers mange møder med danske konfirmander og med værtsfamilierne fra Danmissions bagland, som de to bor hos rundt om i landet.
„Det undrer mig, at Danmark kaldes et kristent land, men meget få taler om deres tro. Men hos værtsfamilierne har jeg mødt mange, som taler åbent om deres tro og gør meget for at sprede kærlighed og fred i verden,“ siger Elifasi, som sammen med Kennet fik sat gode tanker og snakke i gang om netop tro blandt de unge konfirmander i Skjoldhøj Kirkes sognegård.
