“Det er vigtigt, at vi som kristne og som kirke tager fat om problemerne,” fastslår provsten på Zanzibar. Og det gælder både de helt alvorlige som mord og kirkeafbrændinger, men også de mere hverdagsagtige som skældsord og stenkast. „Det er nødvendigt at komme i kontakt med muslimerne og vise dem, at vi ikke er djævle, men zanzibarere ligesom dem.“ I dette interview kommer pastor Shukuru Maloda rundt om frygt og fordomme – men også om høns og halal, om drabet på en præsteven og om at sige nej tak til en øl.

Ritsj! Det er ikke noget at snakke om. En kort bøn til Allah og et snildt lille snit. Hurtigere end ofret kan nå at sige gok-gok, har onklen rutineret skåret halspulsåren over og holder fjerkræet nedad i et fast greb, mens det afbløder.

Så er hønen ellers klar til at blive tilberedt og spist til familiemiddagen hjemme hos provsten.

„Det er altid min muslimske onkel, som slagter hønen,“ fortæller Shukuru Maloda, som er provst i den lutherske kirke på Zanzibar.

„Det er ikke noget, vi snakker om. Sådan er det bare. Hvis vi alle skal kunne spise sammen, så skal slagteren være muslim. Og det har jeg ikke noget problem med. På samme måde har muslimerne i familien ikke noget problem med, at jeg serverer svinekød – bare de ved det, så de kan gå uden om de fade. Sådan er det bare.“

Dialog er livet om at gøre

Men hvorfor sidder vi på provstens kontor og snakker om høns, der ender i suppegryden? Hvad har det at gøre med det arbejde for fred og dialog mellem kristne og muslimer på Zanzibar, som Danmission og den lutherske kirke står sammen om?

„For mig er dialog ikke kun snak. Det er en livsstil – en måde at være i verden på. I respekt for hinanden.“

For både kristendom og islam trives i Tanzania, som Zanzibar er en del af, og derfor har mange ligesom Shukuru Maloda både kristne og muslimer i familien, i skolen og i nabolaget.

„For kristne betyder det ikke noget, hvem der slagter dyrene. Det, der betyder noget for os, er, at vi beder Gud velsigne måltidet, før vi spiser. Visse folk forsøger nu om dage at politisere slagtning ligesom alt muligt andet. Men den slags er kun med til at skabe unødige problemer og ufred. Vi er nødt til at komme til fornuft igen,“ siger han og holder en af få pauser i sin talestrøm, inden han fortæller, hvorfor dialog – helt bogstaveligt – er livsvigtig på Zanzibar.

Mord og syreangreb

Klokken syv om morgen 17. februar 2013 gik det helt galt. Fader Evaristus Mushi var kørt hjemmefra i god tid, så han lige kunne få sin prædiken helt på plads inden søndagens messe. På parkeringspladsen foran kirken ventede to mænd på en motorcykel. De afskar ham vejen og dræbte ham.

„De skød ham i hovedet på klos hold. Han var min ven…,“ siger pastor Maloda, og man får lyst til at spørge, hvad han føler. Men det vender vi tilbage til.

Kort efter mordet kom reaktionen i form af et åbent trusselsbrev: “Vi vil hævne fader Mushi. Vi vil bombe en moské på en fredag, så flest muligt bliver dræbt.”

Det fik Danmissions daværende udsendte og hans dialogpartnere fra kirkerne og moskéerne til at reagere prompte: „For når sådan noget begynder at cirkulere, bliver det for alvor farligt,“ som Daniel Nygaard Madsen dengang pointerede. Det lykkedes heldigvis at få en række kristne ledere til at gå på nationalt TV og dementere brevet og fastslå, at truslen ikke kom fra kirken.

Og det kan meget vel have været med til at hindre en hævnspiral. Især fordi det gennem det dialognetværk, som Danmission og kirken har opbygget, er muligt at samle muslimske og kristne ledere, så de kan lægge en fælles plan for, hvordan man kan bremse vreden og volden. Og samtidig er det – i situationer hvor ekstremister bruger religionen til at opildne gemytterne – afgørende, at moderate religiøse ledere bruger deres autoritet til at tale folk til fornuft.

Fredsskaber og forkynder

For tiden er der rimelig fredeligt på Zanzibar. Og når der er gudstjeneste hos pastor Maloda, står porten åben ind til det område, som både huser kirken, hans kontor og den bungalow, hvor han bor med sin familie. Men sådan har det ikke altid været. I perioder med uroligheder og angreb på kristne og på kirker har man set sig nødsaget til at lukke af og sætte vagter op. Fred er dog ikke blot fravær af vold. Fordommene, frygten og følelsen af at være forfordelt er der stadig og risikerer at puste til de etniske, politiske og økonomiske konflikter, som ofte har religiøse over- eller undertoner.

„Det er vigtigt, at vi som kirke og som kristne tager fat om problemerne. Ikke kun ved de helt alvorlige konsekvenser som mord, kirkeafbrændinger, trusselsbreve og syreangreb på kristne og på dialogsøgende muslimer. På et tidspunkt kastede børn sten mod kirken og råbte ’vantro’ og ’djævle’, når de gik hjem fra koranskolen. Jeg blev klar over, at det var nødvendigt at komme i snak med muslimerne og vise dem, at vi ikke er djævle, men helt almindelige mennesker. Gennem ungdomsgrupperne i det dialogprojekt, som kirken og Danmission driver, mødte de muslimske børn og deres lærere os, som de havde kastet sten imod. Det satte en stopper for det. Af samme grund underviser vi koranskolelærere i dialog, så de får reel viden om kristendom. Det er så vigtigt, hvis vi skal forhindre stenkast, men også mere alvorlige angreb på kristne og vores kirker.“

Hvorfor er det kirkens og din opgave som præst?

„Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn, som der står i Matthæusevangeliet. Det er det, som driver kirken og mig i dialogen med muslimer,“ siger Maloda.

„Som kristen skal man elske sin næste, og hvis naboen græder, kan man ikke bare lukke sin dør og have fred i sit eget hus. Man går måske i kirke et par gange om ugen for at tilbede Gud, men vi tilbringer meget mere tid blandt naboer og kolleger. Den fred, vi finder i Jesus, skal vi dele med andre – også når vi er sammen med vores muslimske medmennesker. Religiøst er der stor forskel på kristne og muslimer. Men vi er alle mennesker og har de samme behov for fred, for kærlighed, for jobs, for penge osv. Vi lever sammen her på Jorden for en stund. Og hvis vi ødelægger den stund med kaos og ufred, så er tiden spildt.“

Man lytter til rockpræsten

Hvad kan du som præst bidrage med? 

„Som præst har man både en profetisk og en pastoral rolle – som fredsskaber og forkynder. Når præsten beder Gud om hjælp og vejledning i en krise og ud fra det opfordrer folk til at holde gemytterne i ro, så virker det.“

På Zanzibar betyder det konkret, at provsten og andre religiøse ledere bruger deres autoritet og indflydelse til at arbejde for fred og dermed også bedre levevilkår. Når medier eller andre fortæller om en jordstrid, om stenkastende koranskoleelever, om utilfredshed med en kirke, som spiller meget høj musik, eller andre ulmende konflikter, så ved folk, at de kan henvende sig til de interreligiøse græsrodskomitéer, som tager problemerne op lokalt, eller til den overordnede dialogkomité, hvor de religiøse ledere sammen kan finde handlemuligheder og løsninger og tale til deres respektive menigheder.

Man er ikke i tvivl om, at menigheden lytter til provsten. Bag solbrillerne – som måske har givet den unge provst med det charmerende smil kælenavnet rockpræsten – gemmer sig et intenst blik. Stemmen stiger og falder dramatisk, når han prædiker. Og der er ro på de tætbesatte bænkerækker, når han underviser de kommende konfirmander.

Bryllupsrejsen varede ved – næsten

Man kunne forledes til at tro, at Shukuru Maloda har sine rødder på Zanzibar. Men faktisk ligner han de fleste andre i sin lutherske menighed: Han er ung, han er mand, han er tilflytter, og det var jobbet, som bragte ham fra fastlandet til turistparadiset.

„I 2009 blev jeg gift, og min hustru og jeg tog på bryllupsrejse til Zanzibar. Mens vi var her, fik jeg en sms om, at jeg var blevet sendt hertil som præst. Så vores bryllupsrejse fortsatte bare,“ siger han og ler, inden han alvorligt fortæller, at hans hustru og deres baby måtte flytte til fastlandet, da urolighederne var værst i 2012.

„Det var en hård tid. Med trusler og tåregas og mordet på fader Mushi. Da så politiet fandt det nødvendigt at holde vagt omkring kirkens område, hvor vi jo bor, så tog min familie i en periode til fastlandet.“

Var du bange? Ønsker du at komme tilbage til fastlandet?

„Kirken sender én derhen, hvor der er behov. Og nej, jeg er aldrig rigtig bange. Jeg bad Gud passe på menigheden og på mig. Sammen med lokale muslimer arbejdede jeg for at genoprette freden på Zanzibar. Jeg er ikke bange for muslimerne – jeg ved, at det er en mindre gruppe bøller, som står bag balladen. Bøller, som er inspireret af radikale bevægelser og holdninger udefra, og som vi – kristne og fredssøgende muslimer på Zanzibar – sammen skal forsvare os imod.“

Når man taler med folk på Zanzibar om baggrunden for konflikterne i det ellers traditionelt så fredelige samfund, så får man flere svar, som måske tilsammen kan give en forståelse for, hvad der rører sig. Det handler om politik, om økonomi, om religion, om race – og om fordomme.

Zanzibar føler sig ofte diskrimineret af fastlandet, som i kraft af sin størrelse dominerer politisk og økonomisk. I den boomende turistindustri på tropeøen er det oftest kristne tilflyttere fra fastlandet, der bliver ansat eller ejer souvenirbutikker og mindre gæstehuse, mens arbejdsløsheden blandt de lokale er tårnhøj. De kristne fra turistområder på fastlandet har erfaringen, og mange muslimer ønsker ikke at arbejde steder, hvor der serveres alkohol eller blandt letpåklædte turister. Samtidig er de store aktører i turistindustrien ofte pengestærke internationale selskaber med hjemstavn i Europa, USA eller Golf-staterne. Så en del af øens muslimer føler sig ekskluderet fra turismeøkonomien.

„Vi finder ikke en enkel løsning med et snuptag,“ erkender provsten. „Men vi skal hele tiden tale sammen og finde nye redskaber til at skabe fred.“

Drikker I blod i kirken?

„På Zanzibar – som sikkert også mange andre steder – er der fordomme og frygt. Derfor er det så vigtigt at skabe rum, hvor vi kan mødes, kan stille spørgsmål og lære hinanden at kende på tværs af religion. For ellers tror vi en masse, men ved så lidt. Vi tror måske, at muslimerne sidder i mørket og planlægger at angribe os, men når vi begynder at tale sammen, finder vi ud af, at de bare går tidligt i seng. Da dialogcentrets ungdomsgruppe besøgte hinandens kirker og moskéer, sagde nogle unge muslimer: Vi har hørt at Jesus kommer ned i kirken, når I beder. Er det rigtigt? Ja, svarede jeg, men ikke fysisk. Næste spørgsmål var: Drikker I blod i kirken, og hvor har i spandene med blod? Jeg fik så muligheden for at fortælle, at vi drikker saft, men når vi velsigner det, symboliserer det Jesu blod som en erindring om, at Jesus døde for vores synders skyld.“

Derfor involverer kirken sig sammen med Danmission i såkaldt diapraksis som på syskolen Upendo, hvor unge kristne og muslimske kvinder side om side lærer at sy, men også lærer hinanden at kende.

„Hvis der så kommer ballademagere ind i landsbyen og siger til sykvinden: ’Du skal ikke hænge ud med dem, for de har en anden tro.’ Så er jeg sikker på, at hun vil svare: ’Vi har arbejdet sammen på Upendo. De er ikke onde. Lad dem være i fred.’“

Samme idé er der bag aktiviteter som videokurser, drama og halvmaraton: Man er i dialog, mens man gør noget praktisk sammen.

„På vores kursus lærer kristne og muslimske elever om f.eks. computere, men samtidig lærer de mere om, hvad det vil sige at være kristen og muslim, og hvad det vil sige at leve fredeligt i sin tro,“ siger Maloda.

Du blev sendt af kirken til det muslimsk dominerede Zanzibar for at forkynde evangeliet, men blev hurtigt en del af kirkens fredsarbejde. Har din mission ændret sig?

„Nej, nej, nej. Min mission er stadig den samme: At viderebringe det glade budskab om Jesus til mennesker, som endnu ikke har hørt det. Og at arbejde for, at dem, som allerede er kristne, kan leve og dyrke deres tro i fred og harmoni med deres muslimske naboer. Det er ikke modsætninger,“ lyder det prompte fra provsten.

„En del af min rolle som præst er at tale med unge kristne om Biblens syn på fred, og hvorfor vi som kristne er i dialog. Jeg udveksler også erfaringer og tanker om Koranens syn på fred med de muslimske ledere og unge muslimer. For mig er det også at være på Guds mission.“

Pastor Maloda møder også argumentet: Stop al den snak – sørg for at døbe muslimer i stedet.

„Men de folk lever ikke blandt muslimer – de betragter dem bare fra distancen. For hvordan skal man kunne fortælle om Jesus og være et kristent vidnesbyrd, hvis man ikke vil lære hinanden at kende og tale åbent sammen? Hvis jeg gik ud med Biblen i hånden med det ene formål at døbe muslimer, var der ingen, som ville lukke mig ind eller lytte til mig. Men når jeg kommer – som præst – for at lytte og tale fred og dialog, så får jeg mulighed for at dele, hvad Jesus siger om fred, og hvordan Han opmuntrer og støtter mig.“

Øl går han udenom

„Jeg definerer ikke nogen ud fra hans eller hendes religion. Jeg overvejer først, hvorfor vi er her, og hvad vi kan sammen. Er du sulten? Vil du have en pølse? Jeg har okse- og svinekød, så hvad vil du helst have? Jeg begynder ikke at diskutere, om det er halal eller haram. Det handler ikke om at definere, hvad der er godt eller skidt, men om at tilbyde og tage imod det, vi hver især har lyst til. Jeg kan bedre lide Fanta end Cola – ikke fordi jeg er kristen, men fordi jeg er mig. Og jeg tager en flaske vand i stedet for en øl – men derfor skal du jo ikke begynde at krydsforhøre mig om, hvorfor jeg ikke drikker alkohol. For mig handler det om måden, vi lever på – måden vi deler på, og måden vi taler på. Når jeg siger: “Hej, jeg skal til gudstjeneste.” Så ønsker jeg, at naboen siger: “OK, hav en god gudstjeneste.” Og ikke: “Hvorfor skal du i kirke?” For hvis man gerne vil vide det, kan man jo bare tage med,“ siger Shukuru Maloda.

„De kristne er i mindretal her, men en zanzibarer kan både være muslim og kristen. Zanzibar er også de kristnes hjem, og vi bliver for altid.“

Og så er vi vel egentlig tilbage ved provstens onkel og hønen, som skal slagtes, så alle kan være med til familiemiddagen.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn, som der står i Matthæusevangeliet. Det er det, som driver kirken og mig i dialogen. Religiøst er der stor forskel på kristne og muslimer. Men vi er alle mennesker og har de samme behov for fred, for kærlighed, for jobs, for penge osv. Vi lever sammen her på Jorden for en stund. Og hvis vi ødelægger den stund med kaos og ufred, så er tiden spildt.

Shukuru Maloda, provst i den lutherske kirke på Zanzibar

Det gør Danmission på Zanzibar:

  • Dialogkomité med religiøse ledere – overordnet dialog
  • Græsrodsgrupper – tager sig af lokale problemer, men også hvordan overordnede problemer spiller ind i lokalsamfundet
  • Ungdomsgrupperne kaldet YIFOZA – drama, foto osv.
  • Syskolen Upendo
  • Uddannelse i dialog m.m. på dialogcenteret Zanzic